Jeg er mor til tre skønne krudtugler, en pige på 2, en dreng på 10 og en pige på 14.
Da jeg ventede min ældste datter, var jeg knap tyve, og havde store og nok også urealistiske forventninger til det at blive mor.
Jeg ville meget gerne amme, og havde en ide om at det var nok lidt bøvlet, men det skulle nok gå. Efter knap fire måneder med flere brystbetændelser, en byld der måtte drænes på sygehuset, sår, blod i suttebrikkerne og en malkemaskine der pumpede og pumpede fordi min datter ikke kunne få rigtig fat, synes jeg det hele virkede meget uoverskueligt, men ville ikke ”give op”. En god mor ammer jo, og det skal jo nok gøre ondt..
Vi havde flere forskellige sundhedsplejersker, og det er først den tredje eller fjerde der kigger på mig, og spørger hvordan det egentlig går med amningen, at jeg bryder sammen.
Jeg har jo masser af mælk til min datter, men vi kan ikke få det til at fungere. Hun siger hurtigt, at det er så fint at give flaske, og hjælper med at få etableret stop af mælkeproduktion, anbefaling af erstatning og sutteflasker.
Det var simpelthen sådan en lettelse, og noget der skulle være sket meget tidligere i vores forløb.
Da jeg fire år senere venter vores søn, får vi tilbudt et forløb hos en ammespecialist, og det er rigtig fint, og jeg har mod på at give det endnu et forsøg med amning, men ikke for hver en pris. Vores søn er eksemplarisk til at tage fat, og bliver endda brugt som eksempel til de studerende. Desværre har jeg slet ikke nok mælk den her gang, og forsøger igen at malke ud, og ammer næsten hele tiden. Det gør ondt, og jeg begynder at frygte spisetiderne. Her beslutter min mand og jeg, at nu er det nok, og vores søn begynder udelukkende at få flaske inden han er en måned gammel. Det er den bedste beslutning, og overskuddet kommer hurtigt tilbage, både til min søn og store datter.
Nogle år senere da vi får en lille efternøler er det helt anderledes.
Jeg har på forhånd besluttet at jeg ikke vil amme, måske det første døgn, men ellers ikke.
Vi køber sutteflasker, sutter og en mælkemaskine der laver flaskerne. Det har simpelthen været den bedste beslutning nogensinde. Vores datter blev født med for lavt blodsukker, og fik derfor erstatning kort efter hun blev født. Hun er aldrig blevet ammet, og jeg har ikke savnet eller manglet det. Hun har fået lige så meget hud-til-hud og øjenkontakt. Der har været overskud til de to store børn, og de har været med at give flaske til deres lillesøster. Det har været en helt fantastisk oplevelse.
Jeg har mødt undren og nedladende kommentarer på grund af mit fravalg til amning, men jeg har stået fast på min beslutning, og har haft utrolig god støtte i min mand, og vores jordemødre.
Jeg vil ønske jeg havde haft mere tiltro til mig selv da jeg blev mor første gang, og havde haft en sundhedsplejerske der lyttede og så mig. Jeg ved nu at amning ikke er altafgørende for det at være en god mor. Der er så meget mere end bare bryster.
Et godt råd til andre mødre; mærk efter og brug din jordemor eller sundhedsplejerske. De er oftest lydhøre overfor sådan en beslutning, og vil hellere end gerne hjælpe, guide og vejlede.
Pernille, mor til 3
Jeg har 3 børn og de har alle 3 fået flaske på et eller andet tidspunkt indenfor det første leveår.
Vores den ældste tog ikke nok på i starten, hvor jeg ammede hende de første 1,5 mdr. Efter flere brystbetændelser og mislykkede forsøg med at få hende til at spise bedre ved brystet, synes vores Sundhedsplejeske at der skulle suppleres op med modermælkserstatning på flaske. Ikke just en beslutning jeg var særlig stor fan af. Men da vi startede op med flasken må jeg erkende at det gik op for mig hvor presset jeg havde været ift amningen og hvor godt det var for både mig, vores datter og vores lille familie at vi begyndte med modermælkserstatningen.
Vores andet barn fik jeg amning godt op og køre med, hun tog på som hun skulle, men hun skreg de første 3 måneder af hendes liv og døjede med rigtig meget luft i systemet. Trods mange forskellige ammestillinger, lange afbøvsninger mm., så var der intet der hjalp. Derfor besluttede vi selv at indføre flasken ved de 3 måneder, for at jeg kunne få lidt ro og min mand kunne tage lidt over. Men skæbnen ville at flasken lagde en dæmper på skrigeriet og vi fik en glad lille baby i samme ombæring. Virkelig en god beslutning omend den var hård at træffe.
Vores tredje barn kom meget kort tid efter vores andet barn og allerede inden hans ankomst, havde jeg gjort mig tanker om at han skulle på flasken, men jeg ville starte med at amme han de første par måneder. Denne gang gik alt så perfekt ift amningen og jeg endte med at amme ham helt inde til han var 8 mdr uden problemer hos hverken ham eller jeg. Han tog også gerne en flaske modermælkserstatning hvis jeg skulle lidt ud og fra de 8 mdr af fik han fast 2 flasker om dagen og det fungerede helt perfekt. Han sagde selv fra ved de 8 mdr., så det var en lidt mere rolig overgang til flasken end vores to ældste børn.
Hvis du havde spurgt mig før jeg fik børn, om jeg ville give mine børn flaske, så er svaret klart nej, for i mit hoved var det forbundet med noget unaturligt og tabubelagt – for det måtte jo betyde at jeg havde fravalgt amningen og dermed den mest nærende måde at give mit barn mad på. Men hvor nærende er sådan en amning egentlig, hvis mor græder hvergang der ammes pga smerte og familien er i opbrud fordi amningen fylder alt? I min optik ikke særlig nærende og jeg har intet fortrudt ift at mine børn har fået flaske – nærmere omvendt, for de har fået større tilknytning til både far og bedsteforældre, som i ny og nær også har givet dem en flaske. Og det ser jeg virkelig som en gave i dag.
Så amning og flaske er virkelig en individuel ting fra familie til familie og sågar også fra barn til barn. Synes man som familie skal finde ud af hvad der er bedst for ens egen familie og så se bort fra alle anbefalingerne og glansbilledet på de socialemedier, for vi er forskellige og har forskellige behov – derfor kan det ikke hjælpe at vi tror at alle kan køre efter den samme standardløsning 
Sophie, mor til 3
Da min mand og jeg talte om at få et fælles barn (han har 2 store børn fra tidligere forhold), talte vi allerede omkring det her med at amme eller give flaske. Eller amme ud og give i flaske. Min mand sagde mange gange til mig, at det var vigtigt, at jeg mærkede efter, hvad der var rigtigt for mig. Han skulle nok bakke op om mit valg, ligegyldigt hvad jeg valgte og gøre hvad der skulle til. Jeg går længe og tænker og mærker efter.
Inden jeg bliver gravid, kan jeg mærke, at jeg ikke har lyst til at amme. Selve det i at min krop til bliver forbundet med mad, føles ikke rigtig for mig. At min krop er til producere noget til mit barn føles heller ikke rigtigt. Selve tanken og forestillingen om, at mine bryster går fra at være en del af min krop som kvinde, til “madpakker” føles heller ikke rart for mig. Jeg taler med min mand om mine tanker og følelser omkring det. Han møder mig i det og vi taler om, at jeg skal mærke efter når jeg bliver gravid.
Da jeg bliver gravid, kan jeg mærke at jeg fortsat har disse tanker og følelser omkring amning. Her forbereder vi os begge to på, at jeg højst sandsynligt har taget et valg og begynder at undersøge diverse omkring flasker, sutter og modermælkserstatnings maskine.
Da vi er til jordemoder fortæller jeg om min beslutning, som tager det ret roligt omkring det. Ingen pres om at gå over til at amme eller lign. Vi kommer til fødselsforberedelse og vi får bl.a. info omkring brystmælk om hvad det indeholder af gode ting til vores barn. Her taler vi os om at give flaske og hvor gode man er blevet til at producere MME i dag. Her føler jeg forsat det er det rigtige valg for mig. Vi har sørget for at der er helt styr på forskellige slags flasker, som er i hjemmet til efter fødslen. Inden fødslen taler vi om at købe MME maskine efter fødselen, hvis vi ender med at give flaske.
Jeg går i fødsel, da jeg er 40 + 2 og har en lang fødsel. Vi får en fødestue og jeg fortæller den jordmoder som jeg skal føde med, at jeg ikke ønsker at amme og at jeg derfor ikke ønsker at prøve at ligge hende til. Jeg føder omkring 4-5 timer efter jeg har givet hende besked omkring mit ønske om ikke at amme.
Jeg føder så Lotus, og da hun er kommet ud og jordemoder har hende i armene, ber hun min mand om at hive i den røde snor. Lotus er stille og jeg kan ikke se hende. Jeg går i panik og jordemoder siger ikke noget. Der kommer mange mennesker ind på stuen og jeg får hende endelig op til mig. Jeg forstår ikke hvorfor der er så mange mennesker og er stadig i panik. De taler om Lotus og vi forstår ikke noget. Endelig kommer der lyd fra Lotus og de fortæller at de var bekymret fordi jordemor ikke før har oplevet at der kunne være en knude på navlesnoren. Jordemoder og andet personale på stuen taler om, at Lotus virker mindre end skønnet. Både på scanninger tæt op til fødslen og da man har skønnet barnets størrelse udenfor på maven. Jeg bliver bekymret for hun har fået alt det hun havde brug for imens hun var inde i maven og italesætter dette. Jordemoder siger pludselig beordrende, at jeg skal ligge hende til og siger det flere gange bestemt. Jeg går i panik og prøver mig frem.
Jeg føder moderkagen og bliver efterfølgende syet. Jeg prøver mig fortsat frem med at ligge hende til og går til og fra det, fordi jeg ikke har lyst. Da jordmor går ud med moderkagen siger jeg til min mand at jeg er ked af det og har det ikke godt. Jeg er bekymret for, om Lotus har manglet mad inde i maven, og at jeg ikke vil amme. Vi aftaler hurtigt at han skal hjælpe mig med at sige fra og bede om at få noget MME til Lotus. Det lykkes godt og der kommer MME til Lotus. Vi aftaler at han skal give hende hendes første måltid. Han giver hende maden uden problemer og så falder hun i søvn lige efter.
Her ser vi på vores barn helt veltilpas, mæt og sover op af hendes far. For første gang kan jeg slappe helt af og ved at mit barn har fået mad i maven og hun har det godt. Det føles så rigtigt og godt for os alle 3. Råd til andre forældre: – Tal sammen under graviditeten omkring jeres følelser og tanker. Ingen følelser eller tanker er forkerte. – Vær åbne overfor hinanden. – Hav hinandens ryg hele vejen igennem og bak hinanden op.
Efter jeg havde født Lotus havde jeg det fint med at give flaske derhjemme. Jeg havde det os fint med at gøre det, når jeg var i mødregruppe. Men da vi skulle have besøg af noget familie på min mands side, som jeg ikke kendte så godt, sagde jeg faktisk til ham: Hvordan forklare vi dem lige at vi giver flaske og ikke ammer? Han kiggede underligt på mig og sagde: Skat, det er da overhovedet ikke noget nogen skal stille spørgsmålstegn til. Det har vi bare valgt og sådan er det bare. Jeg anede ikke hvor det kom fra, at jeg pludselig sagde det. Men det hjalp at han sagde det, for han har jo helt ret.
Elisa, mor til Lotus